Myter om Stygge Krumpen



– var det ikke ham, der fik tilnavnet Stygge, fordi han var meget styg?

Nej – Stygge var i middelalderen et ganske almindeligt personnavn, som især blev brugt blandt adelen, når de nyfødte drengebørn skulle døbes.

– var det ikke ham, der red rundt i klitterne med en lygte, når der var stormvejr, for at få skibene til at strande, hvorefter han sammen med sine svende slog de skibbrudne ihjel og røvede deres gods?

Det er en spændende og dramatisk historie, der stadig får lov at overleve, selv om vi ved, at det ikke var biskoppen, men kongen eller de skadeslidte, der fra 1522 havde retten til alt strandingsgods. Og så er der også lige den detalje i historien, at skibene ikke førte lanterner på den tid.

Ifølge den nye lov skulle vraggodset for fremtiden tilhøre den, der ejede det forliste skib, og opbevares ved kirken, indtil den rette ejermand kunne få godset tilbage.

Sammen med de andre indehavere af strandingsretten i Danmark klagede Stygge Krumpen til kongen over denne nye lov, og dette bliver flere steder udlagt som et tegn på biskoppens griskhed.

Men med Børglum Stifts omfattende kystlinje, der tillige var landets farligste, havde strandingsretten hidtil haft en særdeles stor betydning for stiftets økonomi, og den nye lov ville derfor medføre et så stort økonomisk tab, at det kun ville være naturligt, om stiftets økonomiansvarlige klagede.

Alene ved Skagens Odde var der årligt ca. 350 strandinger på den tid.

– var det ikke ham, der gemte sig, sammen med Elsebeth Gyldenstjerne, i bageovnen, da bondehæren nedbrændte Voergård?

Vi har desværre ingen sikre historiske belæg for denne ellers så gode historie, som i folkemunde er en af de mest elskede myter om Stygge Krumpen.

Tvært imod tyder de skriftlige kilder på, at Stygge og Elsebeth ikke opholdt sig i Nordjylland på den tid i 1534.

Under Clementsfejden blev mange af de nørrejyske herregårde plyndret og afbrændt, og det gælder også Voergård. Men det er næppe rimeligt, når det påstås, at det alene skal ses som et udtryk for bøndernes vrede mod personen Stygge Krumpen.

Tværtimod er det ret almindeligt, at man i sådanne oprør eller krige afbrænder befæstede gårde, så fjenden ikke kan forskanse sig der.

For mange af bønderne har det måske ligefrem været belejligt, at diverse jordebøger og ejendomsbeviser fra godsarkiverne gik op i røg.

– var det ikke ham, der levede sammen med en letlevende dame?

Det er sandt, at Stygge Krumpen levede sammen med Elsebeth Gyldenstjerne i et åbenlyst forhold, som om de var ægteviede adelsfolk, hvilket for øvrigt ikke var usædvanligt for datidens gejstlige.

Som yngste datter af Oluf Pedersen Gyldenstjerne af Estvadgård nær Skive og Anne Rosenkrantz, var Elsebeth i familie med både Niels Stygge og Stygge Krumpen. Hun menes at være født 1500 og blev som meget ung bortgiftet med den meget ældre adelsmand Bonde Due Munk til Torp i Thy, der var kendt som en fordrukken galning med et udsvævende liv.

Vi ved ikke, hvad der er sket, men han må på en eller anden måde have forgrebet sig på Elsebeth, for 1518 fik hun, som noget helt usædvanligt på den tid, dømt ægteskabet for ophævet. Man kunne godt forestille sig, at det har været hendes slægtninge på Børglum, der stod bag.

Bonde Due ville ikke acceptere afgørelsen og opsøgte hende overalt, hvor hun færdedes, for at chikanere hende. For at kunne være i fred for sin forsmåede eksmand flyttede Elsebeth 1520 sammen med Stygge Krumpen og boede derefter sammen med ham i 16 år, indtil Christian 3. fængslede børglumbispen. Dette forhold er hos mange historieskrivere udlagt som den letlevende adelsdame, der på skammeligste vis morer sig med den ugudelige biskop.

Denne noget enøjede vurdering bygger på et afsnit af det anklageskrift, som kongen fik udarbejdet for at retfærdiggøre fængslingen af biskopperne 1536. Teksten bærer tydeligt præg af tidens stærkt mandsdominerede samfund, og i dag ville man nok ikke som kongen mene, at det var så synd for den stakkels fordrukne adelsmand, at Stygge ikke ville udlevere Elsebeth til ham.





– var det ikke ham, der havde sparet på præsternes løn ved at lade én præst passe 3-4 kirker?

Jo - men efter Reformationen løste Peder Ebbesen Galt samme problem ved at nedrive 18 kirker.

Efter Reformationen i Danmark blev alt kirke- og bispegods beslaglagt af den lutheranske Christian 3., som »glemte« at kanalisere pengene ud til de folk, der nu skulle overtage de forpligtelser, som kirkerne og klostrene hidtil havde haft.

De efterfølgende år blev en virkelig hård tid for vendelboerne. Det sociale system som for eksempel hospitalerne, skolerne og fattigvæsenet kollapsede, og bønderne var plaget af de hårde afgifter til halsløsningskommissionen.

Til at administrere de nye tider i Vendsyssel udnævnte kongen Peder Ebbesen Galt, om hvem der blev sagt, at da han døde, var det Satan selv, der var mødt op for at hente ham. Og der har måske været noget om snakken; for vi ved, at han virkelig var ondskabsfuld. Som for eksempel, da hans svigerfar på et tidspunkt forsøgte at irettesætte ham for hans hårdhændede fremfærd, ja, da trak hr. Galt hurtigt sin pistol og skød svigerfaderen.



– var det ikke ham, der straffede folk for små moralske forseelser?

Efter den strenge katolske kirkes fordrivelse skulle man tro, at de moralske normer blev lidt mere lempelige ude i sognene – men tværtimod.

Christian 3. befalede blandt andet, at der i de danske købstæder skulle gå nogle gode dannekvinder rundt i byen to gange om året og malke de ugifte kvinder for at finde ud af, om de var eller havde været svangre, og i den såkaldte Københavnske Reces af 1537 hedder det: »bliver ægtemand eller ægtekvinde funden i hor, da skal den skyldige ægtemand derfor miste sit hoved og den skyldige ægtekvinde sækkes og druknes«.

I Aalborg dømtes i 1537 på Kongens retterting en mand til at halshugges for hor, og den skyldige kvinde skulle stoppes i sæk og druknes i Limfjorden, selv om hun kunne fremvise et brev fra byfogden, der viste, at hun var løst fra sit tidligere ægteskab.

Biblens ord blev skam taget bogstaveligt.

– var det ikke ham, der dømte en nonne til piskeslag med ris?

Jo – det påstår Christian 3. i hvert fald i sit klageskrift mod Stygge Krumpen.

Umiddelbart lyder det brutalt, at en nonne er blevet pisket med ris. Men da det var biskoppens pligt at dømme i alle gejstlige sager, er det meget tænkeligt, at en nonne er blevet straffet for en eller anden forseelse på grundlag af biskoppens dom.

Piskning med ris var for øvrigt en af datidens mildere straffe.

Hvis Christian 3. mente, at det var så forfærdeligt, at Stygge dømte en nonne til piskeslag med ris, hvorfor indførte han så nøjagtig samme afstraffelsesmetode over for skolebørn?





– var det ikke ham, bønderne hadede som pesten?

Der kan ikke være megen tvivl om, at Stygge stod på bøndernes side i striden mod adelsmændene, og ikke alene har det krævet en vis portion mod at opfordre til at slå kongens lensmand ihjel, men vi må også gå ud fra, at bispen har haft en betydelig militær styrke bag sig.

På hjemmefronten lå Stygge i konstante stridigheder med kongens embedsmænd, specielt »Mogens Gøyes rygklapper og abekat «, som Poul Helgesen kalder Erik Banner.

Stygge havde på et tidspunkt kaldt 500 bønder sammen til tingforsamling, hvor han havde forsøgt at overtale dem til at slå Erik Banner og hans rådmænd ihjel. Samtidig havde han opfordret bønderne til at tilbageholde den ekstraskat, kongen og rigsrådet havde pålagt dem. I kongens klageskrift fortælles der også om et andet tingmøde, hvor der ligefrem forekommer replikskifter mellem Stygge og de tilstedeværende adelsmænd.