Indlæg fra Stygge Krumpen



Da jeg i 1485 skulle døbes, var det min mor Anne Styggesdatter Rosenkrantz, der fik sin vilje, og jeg kom til at hedde Stygge efter hendes far. Navnet Stygge var ikke et øgenavn, som mange tror i dag, men dengang et ganske almindeligt drengenavn.

Sammen med mine fire søskende voksede jeg op i en velhavende adelsfamilie på gården Trudsholm, som ligger mellem Randers og Hadsund. Jeg legede for det meste kun med mine to søstre, Marine og Johanne og min lillebror Jacob, fordi min bror Otte, der var fem år ældre end jeg, altid kun ville lege krig. Det blev han for øvrigt ved med resten af sine dage - altså for alvor.

Så lang tid tilbage som jeg kan huske, var mit største ønske, at blive biskop ligesom min morbror Niels. Når han kom på besøg på Trudsholm var der liv og glade dage, fordi han altid kunne fortælle historier, og lege med os børn i timevis - ja lige indtil han blev sulten. Han elskede god mad og et glas vin eller to. ”Cape diem” var hans valgsprog, og det betyder grib dagen eller som man nok vil sige nu om stunder ”lev livet”.

Det var morbror Niels, der fik mig ind på universitetet i Greifswald i Tyskland, og da jeg havde bestået min eksamen som magister, blev jeg kong Christian 2.s sekretær fra 1514 til 1519. Egentlig havde jeg et ret fornuftigt forhold til kong Christian 2., men helt ærligt, så var det hans elskerinde, Dyveke, og hendes mor, Sigbrit, der mere styrede ham, end det var ham der styrede Danmark.

Men da kongen i november 1520 beordrede det stockholmske blodbad, hvor mere end 80 mænd blev halshugget, da forsvandt min tillid til ham. Kunne han måske finde på det samme her i Danmark? Det er vist ingen hemmelighed, at jeg havde mere end en finger med i spillet, da vi i 1523 endelig fik afsat Christian 2. som konge af Danmark.

Kong Christian havde, det jeg vil kalde et meget afslappet forhold til sin Gud. Det ene øjeblik var han katolik, for derefter at foretrække Luthers nye ideer og så tilbage igen. Kort sagt, lagde han sin tro, der hvor han mente, den kunne give ham mest magt.

27. juli 1519 blev jeg indsat som biskop over Børglum Stift, og vi holdt en stor fest på Voergård. Elsebeth havde kreeret en helt fantastisk middag; dyreryg og helstegt vildsvin med alt, hvad dertil hører, så der blev spist og skålet hele natten. I skulle have oplevet morbror Niels den aften. Elsebeth og jeg holdt lidt lav profil overfor pavens udsendinge, fordi paven og hans mænd gik meget op i, at vi gejstlige overholdt vores løfte om at leve i cølibat.

Men ellers var den lokale befolkning ved at acceptere vores forhold. Herregud, på den tid var det bestemt ikke usædvanligt her i Danmark, at katolske præster og biskopper levede sammen med en dame. Jeg ved godt, at jeg kan takke Elsebeth for den popularitet, som jeg nød blandt flertallet af stiftets bønder. Hun var god til at få mig ned på jorden igen, når mit hidsige temperament løb af med mig.

Da vi i den 26. marts 1523, på landstinget i Viborg, indsatte Frederik 1. som ny konge af Danmark, var han godt klar over, at det ikke mindst skyldtes det store lobbyarbejde jeg havde lavet til fordel til ham. Jeg blev udnævnt til lensmand over Åstrup len og Hjørring købstad, og så fik jeg Sæby som min private købstad. Kongen havde hørt om mine planer om at gøre byen til Nordjyllands største søfarts by.

Trods kongens evindelige krige mod svenskerne var det en forholdsvis rolig tid under kong Frederik 1. Vi kaldte ham for ”den gamle høne” fordi han nødig forlod sin rede på Gottorp slot, ja faktisk var han kun her i Danmark den ene gang om året, hvor herredagen blev afholdt.

1533 blev et sorgens år for mig. Ikke så meget fordi kong Frederik døde, men det var også det år jeg mistede min kære morbror Niels. Niels og jeg var bestemt ikke enige om tidens religiøse strømninger. Han mente, at vi ukritiske skulle acceptere den katolske kirke, hvorimod jeg gav Luther ret i, at kirken burde reformeres på flere punkter; blandt andet afladshandlen, som var løbet helt løbsk. Men da Luther helt brød med den katolske kirke, kunne jeg ikke bakke ham op længere. Hvorfor smide barnet ud med badevandet?

Efter kong Frederiks død var der et helt år, hvor vi ingen konge havde over Danmark, og det betød at os, der sad på de magtfulde stillinger, fik endnu mere magt. Og ja, jeg kan lige så godt selv indrømme det; jeg har altid været et magtmenneske, så det passede mig fint. Jeg følte mig næsten som konge af Nordjylland.

Egentlig ville jeg helst glemme de to rædsomme år, hvor jeg var biskop under Christian 3., men det hører jo med til min historie. Før vi i august 1534 hyldede Christian 3. til konge, havde han lovet, at de kirkelige forhold i Danmark skulle forhandles på plads, når de urolige tider i landet var overstået. Men også det løfte brød han.

Jeg forsøgte, at holde mig udenfor hele den konflikt, som I kalder Grevens Fejde, men da Rantzau og Erik Banner, sammen med deres 7.500 lejesvende, nedslagtede over 2.000 mennesker i Aalborg den 8. september 1534, blev det for meget. Det var derfor jeg, på tinget i Hjørring, opfordrede de 500 fremmødte gode mænd til at slå de skyldige adelsmænd ihjel. Men selvfølgelig kunne vi nordjyder ikke stille noget op mod Rantzau og hans 10.000 professionelle soldater. Det blev et knusende nederlag.

Alle os biskopper blev taget til fange af kongen, og med sine lejesoldater i ryggen gennemførte kong Christian 3. det man kalder Reformationen på Gammeltorv i København i oktober 1536. Jeg vil nu nærmere kalde det for et statskup eller slet og ret - en cirkusforestilling. Kongen snød mig igen og tvangsindførte den lutherske kirke i Danmark. Jeg blev sat i fængsel på Sønderborg slot i 6 år, hvor jeg flere gange mødte Christian 2., men jeg blev altid så hidsig, når jeg snakkede med ham.
Jeg tænker stadigvæk ofte på, om min største fejltagelse var, at jeg ikke bare føjede kongen og blev lutheraner, for så var jeg hurtigt blevet løsladt og kunne gifte mig med min elskede Elsebeth. Men sådan er det; man må lide for sin tro og ikke mindst den forbandede stolthed.

Ærbødigst Stygge