Indlæg fra Niels Stygge Rosenkrantz



Jeg er vokset op på herregården Hevringholm, som ligger på nordkysten af Djursland, ca. 20 km øst for Randers. Min bror Eiler giftede sig ind i Gyldenstjerne-slægten, og søster Anne ægtede Stygge Krumpens far. Straks efter min teologiske embedseksamen fra universitetet i Greifswald blev jeg optaget i den magtfulde præmonstratenserorden på Børglum Kloster, og i 1478, kun 23 år gammel, fik jeg den æresbevisning, at konventet valgte mig som klostrets abbed. Jeg blev simpelt hen chef for Jyllands rigeste kloster.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var denne orden jeg skulle indtræde i, fordi de lukkede sig ikke inde bag klosterets mure, men beholdt kontakten til livet udenfor, og så havde de nogle fremragende køkkenchefer med kontakter til de bedste vinslotte i Frankrig. Når karmelittermunkene i Sæby kom uden for deres kloster, var det kun for at gå fra dør til dør og tigge den mad, som de skulle spise – det var ikke lige noget for mig. Nej, der var stor forskel på, hvordan de forskellige munkeordner levede deres liv.

Børglum Kloster var allerede sidst i 1100-tallet så veletableret, at det var i stand til at oprette et datterkloster i Tønsberg i Norge, senere et i Dragsmark i Bohuslän og Bäckaskog i Skåne samt et nonnekloster i Vrejlev. Børglum var hovedkloster for alle præmonstratenserordenens klostre i Danmark, Norge, Sverige samt klostret Fearn i Skotland, og klostrets kannikker havde absolut selvstændighed, da abbeden og konventet ikke var underlagt hverken biskoppen eller kongen, men stod kun til ansvar for generalabbeden i Prémontré, der igen skulle sikre, pavens rygdækning. Så jeg var virkelig blevet en betydningsfuld mand.

Abbeden var på næsten alle områder enevældig og var født medlem af det danske rigsråd, og i princippet var det klostrets præmonstratensiske kannikker, der havde ret til at udnævne stiftets biskop. Præmonstratensere, som kom til Børglum Kloster, blev bestemt regnet for at høre til den europæiske gejstligheds elite, og med ordenens ca. 500 klostre havde Børglum gode forbindelser til både det gejstlige og politiske liv i hele Europa. Det vil sige, at jeg fik et udbredt netværk til en stor del af de mest indflydelsesrige mænd i den europæiske magtelite.

Foruden det rent kirkelige arbejde, hjalp vi også landsdelens bønder med datidens nyeste teknologi indenfor landbrug, frugtdyrkning og træpodning, skovbrug, grønsagsdyrkning, etablering af fiskedamsanlæg, byggeri, anlæg af haver og lægeurtshaver og med vandledningssystemer. Vi hentede specialister herop fra Frankrig, Holland og Belgien, hvor ordenen havde gode forbindelser. Det var også os der stod for hele undervisningssektoren og det sociale arbejde i landsdelen. Så vi havde hårdt brug for alle de donationer, som blev skænket til klostret.

Biskop Jacob Friis døde i 1486, og domkapitlet valgte mig som ny biskop over Børglum Stift, og det var et embede, som jeg i begyndelsen var meget stolt over og meget glad for. Indtil man i Danmark begik den store fejltagelse at vælge Christian 2. til konge i 1513. Fra den dag og til min død var landet fuldstændig af lave - tåbelige konger, spradebassen Martin Luther med sine nye ugudelige tendenser og interne stridigheder indenfor den katolske kirke. Jeg gad ikke al den polemik.
Selv min yndlings-nevø Stygge Krumpen lod sig en tid forblinde af ham der Luther. Og når jeg tænker på alle de prægtige guld- og sølvskatte, som de forskellige krigsgale konger konfiskerede fra vore kirker for at betale deres tåbelige krige, ja så bliver jeg stadig harm. Jeg havde det absolut bedst, når tingene gik deres vante gang - konfliktsky? - ja måske.
Efterhånden som bispeembedet krævede mere og mere politisk arbejde, blev det for meget for mig. Jeg fik overtalt domkapitlet og kongen til at indsætte Stygge som stiftets biskop, og jeg blev igen Børglum Klosters abbed. Endelig fik jeg igen tid til at nyde tilværelsen og klosterlivets fred og ro.

Jeg er ofte blevet bebrejdet, at jeg tillod Stygge og Elsebeths samliv. Men hvis I havde set dem sammen, ville I ikke et øjeblik tvivle på, at det var kærlighed, og jeg giver Paulus ret, når han i sit brev til korinterne skriver: ”Men størst af alt er kærligheden”.

Poul Helgesen, den magre karmelittermunk, fortæller i sin Skibbykrønike, at jeg tilbragte hele mit liv med spil og leg, kåde løjer, kort og terninger. Og det er der så mange der tror på nu om stunder, og derfor har Helgesen givet mig et blakket eftermæle. Jeg har mødt ham flere gange i karmelitternes kloster i Sæby, og han virkede hver gang sur og tvær. Jeg tror simpelt hen, at det var fordi han konstant var sulten.
Når jeg gør status over mit liv, kommer jeg lidt i tvivl om hvorvidt Gud har været tilfreds med mig. Måske har jeg fortalt for mange vovede vittigheder? Måske har jeg grinet for meget og spillet for meget skak? Måske har jeg spist for megen god mad og drukket for meget dyr fransk rødvin? Jeg ved det ikke, men jeg tror på, at Gud har det bedst, når hans små skabninger har det godt.

Jeg vil så nødig komme i Helvede. Ikke fordi jeg er bange for djævelen, men fordi jeg ikke orker ham Christian 2. og alle hans venner.

Guds fred
Niels