Historisk materiale om Stygge Krumpen

Meget af det gejstlige arkivmateriale gik tabt omkring Reformationen 1536, men også den folkekære Christian 4. bærer i høj grad noget af skylden for det manglende arkivmateriale.

Han beslaglagde en stor del af klosterarkiverne, fordi papiret i de håndskrevne dokumenter egnede sig fortræffeligt til fremstilling af fyrværkeri.
Så ved de store fester, der blev holdt ved Christian 4.s hof, er meget af vor historie gået op i røg.

På baggrund af det eksisterende arkivmateriale kan man naturligvis ikke tegne et fyldestgørende billede af Stygge Krumpens personlighed. Men hvis man vil forsøge at anskueliggøre nogle at hans karaktertræk, bør man gøre det ud fra de normer, der var gældende for datidens herskende klasse, og ikke set igennem nutidens briller.

I bedømmelsen af biskopperne i al almindelighed er det desuden vigtigt at huske på, at i middelalderen var det ikke deres opgave at praktisere kristendommens forkyndelse, men derimod at sørge for, at de økonomiske forhold var i orden.

Ingen tvivl om, at Stygge Krumpen var en hård forvalter af bispesædet og kostrenes gods, og at han ikke stod tilbage for de andre pengeglade biskoppers og adelsmænds magtsyge, men sådan var tiden.

Hvis vi ud fra middelalderens gejstlige og etiske sædvaner sammenligner ham med de øvrige biskopper, der havde været i Børglum Stift før ham, må vi nok sige, at godt nok var han den sidste – men han var bestemt ikke, set fra den menige mands side, én af de værste.



Stygge Krumpens opvækst



Stygge Krumpen kom til verden ca. 1485 på hovedgården Skøttrup, der ligger lidt vest for Havndal mellem Randers og Hadsund. I dag kaldes gården for Trudsholm.
Forældrene var begge ud af fornemme og indflydelsesrige adelsslægter. Faderen, Jørgen Krumpen, tilhørte den jyske adelsslægt, som førte et rødt møllehjul i familiens våbenskjold, og moderen, Anne Styggesdatter Rosenkrantz, var ud af den kendte adelsslægt Rosenkrantz, og det var hendes fader, den nyfødte Stygge blev opkaldt efter. Stygges morbroder var den kendte Niels Stygge Rosenkrantz, som kort tid efter den lille Stygges fødsel blev udnævnt til biskop over Børglum Stift.



Biskop under Christian 2.

Den 27. juli 1519 blev Stygge officielt indsat som biskop over Børglum Stift, og det skete både med Christian 2.s og pavens velsignelse, i modsætning til flere af de danske biskopper, de såkaldte »skinbiskopper«, der kun var udnævnt af kongen.

I det første år af Stygges bispetid var forholdet til kong Christian 2. rigtig godt, men efter kongens massehenrettelser af de svenske stormænd, deriblandt to biskopper, under det såkaldte »stockholmske blodbad« 1520 blev det mere og mere anstrengt. Efter at kongen i 1521 havde opholdt sig i Nederlandene i ca. tre måneder, kom den ene lov efter den anden, inspireret af mor Sigbrit, som indskrænkede både biskoppernes og adelens magt.

I januar 1523 blev oprøret mod Christian 2. proklameret på Viborg landsting, hvor rigsråderne opsagde deres troskab mod kongen, og de indgik derefter en alliance med Christian 2.s farbroder, hertug Frederik af Gottorp. Christian 2. forlod Danmark.

Biskop under Frederik 1.

Den 26. marts 1523 blev hertug Frederik hyldet på landstinget i Viborg som ny konge af Danmark; det var dog først efter nogle få kampe rundt omkring i riget samt en langvarig belejring af København, at han vandt kontrollen over hele det danske rige. I sin tid som Danmarks konge opholdt Frederik 1. sig kun her i landet den ene gang om året, hvor herredagen blev afholdt, og til Norge kom han aldrig. Han opholdt sig på Gottorp Slot. Historikeren Arild Huitfeldt karakteriserer kong Frederik som »en gammel høne, der nødig forlod sin rede i Gottorp«.

Stygge Krumpen havde et forholdsvis godt forhold til kong Frederik, der roste ham for hans »ubestridelige dygtighed«, og tilsyneladende har de to herrer haft stor respekt for hinanden.

Frederik 1.s forholdsvis korte regeringstid var præget af både indre og ydre kriser. Bønderne gjorde flere gange tilløb til oprør, der var uroligheder i købstæderne, og i Skåne var der åbent oprør 1525.

Det er bemærkelsesværdigt, at vi slet ikke har kendskab til nogen form for dramatiske sammenstød mellem de to religiøse partier i Stygge Krumpens gamle stift, når vi ved, at lutheranske prædikanter rejste rundt i stiftet og prædikede. Det kunne tyde på, at Stygge var i besiddelse af en vis religiøs tolerance, som man da også fornemmer ved andre lejligheder.

Christian 2. havde under sin tid i landflygtighed konstant forsøgt at stable en hær på benene for at generobre sine tabte riger, og det lykkedes ham endelig i 1531 at få sin svoger, kejser Carl 5., til at finansiere en styrke på 25-30 skibe og 6-7000 landsknægte, men kun på den betingelse, at Christian ville afsværge sin lutheranske tro og garantere Carl, at han ville gennemtrumfe en enerådig katolsk kirkepolitik i Danmark og Norge. Christian solgte sin lutheranske tro og drog med hæren til Norge, hvor han 5. januar 1532 blev hyldet som konge.



Den kongeløse tid

Efter Frederik 1.s død mødtes rigsrådet i begyndelsen af juni 1533 i København til en herredag, hvor man forsøgte at blive enig om et kongevalg, men der var kun mødt 37 ud af 50 rigsråder op, og de fremmødte kunne ikke blive enige.
Den katolske fløj, med bisperne i spidsen, gik ind for Frederik 1.s 12-årige søn Hans, der af sin familie havde fået en katolsk opdragelse, medens den lutheranske del af adelen foretrak den ældre søn hertug Christian, som allerede i 1520’rne havde indsat lutheranske præster i hertugdømmerne.

Stygge Krumpen og Rønnow fra Roskilde mente, at de var konge nok i deres respektive bispedømmer, og ifølge Christian 3.s senere klageskrift havde de to bisper indgået en alliance, hvori de lovede hinanden at stå sammen og gribe til repressalier mod enhver, høj eller lav, endog kongen, som stod dem imod.

I det følgende år, hvor Danmark var uden konge, må vi forestille os, at Stygge Krumpen har regeret næsten egenrådigt og følt sig som en slags konge i sit stift.



Biskop under Christian 3.

Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvad der har fået Stygge Krumpen til endelig at acceptere valget af Christian 3.; men når alternativet var Christian 2., har det måske for ham og de andre biskopper været som at vælge mellem pest og kolera.

Desuden er det vigtigt at huske på, at det udtrykkeligt var blevet lovet bisperne, at de gejstlige sager skulle forhandles på plads, når der igen blev fred i landet. Christian 3. blev hyldet i Horsens midti august 1534. Men det blev ikke optakten til fredeligere tider – tværtimod.

På et møde i København i sensommeren 1534 var grev Christoffer og vendelboen Skipper Clement blevet enige om, at skipperen skulle forsøge at rejse nordjyderne til at gøre oprør mod kong Christian. Og da Aalborg på den tid var Jyllands vigtigste handelsby, og det var herfra Clement nogle år tidligere havde drevet omfattende handel med sine skibe, var det naturligt for ham at vælge byen som udgangspunkt for en rejsning af bønderne i Nordjylland.

Den 14. september stævnede Clements skibe ind i Aalborg havn, hvor han kun blev mødt med ganske lidt modstand, og forbavsende hurtigt rejste bønderne sig fra Skagen til Gudenåen og langs vestkysten ned til Varde. I løbet af en måned var Skipper Clement herre over både Børglum og Viborg stifter.

Under ledelse af Johan Rantzau indtog kongens tyske lejesvende Aalborg 18. december, og de nordjyske bønders oprør blev knust af Rantzaus professionelle landsknægte foruden en del rytteri, anført af Erik Banner. Peder Dyrskjøt fortæller, at der den dag blev dræbt over 2000 mennesker i Aalborg, og blandt dem var der mange fornemme bønder fra Vendsyssel og Himmersyssel, samt fremtrædende borgere fra Hjørring og Aalborg.

Efter sejren i Aalborg fortsatte Rantzau med sine lejesvende op i Vendsyssel i tre afdelinger, og kort tid efter var Clementsfejden slut, og som taberne måtte bønderne nu imødese et af danmarkshistoriens mest mærkværdige retsopgør.

Det var bønderne fra de 49 herreder, der havde deltaget i oprøret, der først og fremmest kom til at betale lønnen til de tyske lejesvende, der havde besejret dem. Fair nok måske – men det var måden, det skete på, bestemt ikke. For stik imod gældende dansk lovgivning dømte Christian 3. i princippet alle bønder i de 49 herreder over én kam til døden.

Trods de ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke Stygge Krumpen at rejse et nyt oprør mod Christian 3. Når hverken grev Christoffer eller hertug Albrecht af Mecklenburg var i stand til at støtte et sådant oprør med lejesoldater, var projektet håbløst; for hvad kunne de nordjyske bønder stille op mod Rantzaus professionelle tyske lejesoldater?



Reformationen i Danmark



Stygge Krumpen, samt bisperne fra Århus og Viborg, var ikke mødt op for at fejre kongens indtog i København i august 1536, så Erik Banner og Peder Ebbesen Galt blev sammen med en mindre hær af lejesoldater sendt til Jylland for at tage de tre bisper til fange.

Ved et stort fingeret folkemøde i oktober 1536 måtte Stygge Krumpen, sammen med de øvrige bisper, stå på Gammeltorv i København og lægge øre til kongens klageskrift. Foruden rigsrådet var også den menige adel og repræsentanter for landets 81 købstæder samt herredsfogderne og to agtede bønder fra hvert herred blevet indkaldt.

Midt på torvet sad kongen og de øverste på en tribune, og nedenfor stod den indkaldte stænderforsamling, der var omkranset af de mange nysgerrige tilhørere, og alle blev strengt overvåget af kongens lejesoldater. Den officielle begrundelse for at fængsle biskopperne var, at alle landets ulykker var deres skyld, fordi de tøvede med at vælge kong Christian.
Men den åbenbare sandhed er selvfølgelig, at kongen med ét slag kunne gennemtrumfe den lutherske reformation og skaffe sig af med sine fjender.

Ironisk nok blev Stygge Krumpen ført til Sønderborg Slot, hvor han blev sat i fængslet under samme tag som sin gamle fjende Christian 2., og først efter seks års fangenskab underskrev han et forpligtigelsesbrev til kongen, hvori 11 adelsmænd står som garanter for, at han vil overholde brevets løfter og krav.

Det er uklart, om det forholdsvis lange fængselsophold skyldtes, at Stygge Krumpen nægtede at underskrive en lydighedserklæring, eller det var på grund af kongens frygt for en farlig politisk modstander.



Stygge Krumpens endeligt

1543 finder vi den løsladte biskop som kongens lensmand på Asmild Kloster ved Viborg, hvor han efter otte års virke døde 21. januar 1551.

Oprindelig blev Stygge Krumpen begravet i Mariager klosterkirke, hvor Krumpenfamilien havde deres gravplads, og hér kunne man, indtil sidst i 1800-tallet, se hans balsamerede lig iført bispeskrud i den åbne kiste.

Det siges, at det balsamerede ligs ansigtstræk havde en påfaldende lighed med billedet på hans gravsten, så måske er der en vis portrætlighed. En senere ombygning i kirken medførte, at liget blev begravet ude på kirkegården, men desværre har man ikke markeret Stygge Krumpens endelige hvilested.