Indlæg fra Elsebeth Gyldenstjerne



Min far hed Oluf Gyldenstjerne, og min mor var Anne Rosenkrantz, så jeg er vokset op i en meget fin og rig familie, som havde mange store gårde forskellige steder i Jylland, blandt andet Moesgård ved Århus, som nu er et stort museum.
Men i min tidligste barndom boede vi mest på Estvadgård, som er en herregård i det, der nu kaldes Skive kommune. Selv om mine brødre, Erik og Anders, drillede mig en del, elskede jeg både dem og min far og mor rigtig meget. Men den dag min far kom og fortalte mig, at jeg skulle giftes med den forfærdelige mand, som hed Bonde Due, da var det som om hele min verden faldt sammen.

Bonde Due var mere end 40 år ældre end jeg, og han var næsten altid fuld og råbte og skreg af alle og enhver, og desuden så stank han som en gammel gris, der havde rodet rundt i sit eget møg. Selv om jeg grædende tiggede og bad min far om at blive fri for at gifte mig med denne skiderik, så blev jeg alligevel gift med ham som 16- årig – til mit eget bedste – som min far sagde.

Det blev den værste tid i mit liv. Han var altid fuld, og når han endelig var hjemme, så fik jeg bank af ham, og det var ikke bare sådan en flad lussing, nej han slog mig med knytnæver og sin stok, så jeg flere gange måtte ligge i sengen i flere dage.
En dag, hvor jeg lå i sengen og plejede mine sår, kom Niels Rosenkrantz på besøg, fordi han havde hørt rygter om, hvordan Bonde behandlede mig. Niels var biskop i Børglum Stift og i familie til min mor. Da Niels så mit blå øje og de mange sår i mit ansigt blev han rasende. Ja, jeg tror på en måde, at det var godt Bonde ikke var hjemme, for så havde Niels nok slået ham ihjel.

Som altid, når biskop Niels var på farten, medbragte han et stort følge, så han kaldte på to af sine mænd, der forsigtig lagde mig ud i Niels’ karet, og jeg blev kørt til Voergård. Trods mine sår, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt, for jeg har aldrig hørt nogen bande så meget, som Niels gjorde på den tur - og så var han endda biskop.

Efter et par dages kærlig omsorg på Voergård, begyndte de skader jeg havde fået på både sjæl og krop så småt at heles. Dengang kunne man ikke, som i dag, blive skilt fra sin mand, men Niels var en stor mand indenfor den katolske kirke, og han fik det lavet sådan, at mit ægteskab med Bonde Due blev annulleret. Endelig var jeg, som 18 årig, en fri pige igen.

Jeg glemmer aldrig den augustdag 1518, da jeg gik og plukkede blomster i Voergårds smukke park. ”Goddag Elsebeth – ja du husker mig sikkert ikke, for det er mere end 10 år siden, vi har sidst har mødt hinanden”. Det var Niels’ nevø, Stygge Krumpen, der pludselig stod bag mig.

Vi gik i flere timer rundt i parken og snakkede, og der var et eller andet ved den mand, der fik mig til at føle en tryghed, som jeg ikke havde oplevet siden jeg var en lille pige. Det blev til mange besøg af Stygge, og jeg kan lige så godt indrømme det; jeg blev lidt småforelsket i ham, selv om han var 15 år ældre end jeg var.

I 1519 trak Niels sig tilbage som biskop, og blev abbed på Børglum Kloster. Jeg har godt nok læst i jeres historiebøger, at det skulle være et tilbageskridt for den gode biskop, men efterhånden var jobbet som biskop blevet meget besværligt på grund af den ævl og kævl, der var mellem lutheranerne og katolikkerne, og desuden så var Børglum Klosters jordbesiddelser meget større end bispesædets.

Jo - Niels var skam en snu rad.

Stygge Krumpen overtog bispesædet efter Niels, og blev dermed også herre på Voergård. Han ville absolut, at jeg skulle blive boende, og efterhånden kom vi til at føle os som mand og kone, selv om Stygge jo ikke kunne gifte sig, når han var katolsk biskop. Også de fleste i vores omgangskreds accepterede os som ægtefolk - ja lige bortset fra min familie - men når jeg tænker på, hvad de har budt mig, så har jeg ikke ondt af det.

Når Stygge og jeg afholdt de mange store jagtselskaber på Sæbygård, så følte de mange gæster det som en selvfølge, at det var mig der havde rollen som værtinde på gården. Jeg ved godt, at i visse kredse blev der hvisket i krogene om Stygges og mit forhold, men både borgerne i Sæby, Thisted og Hjørring og langt størstedelen af bønderne var tilfredse med Stygges rolle både som min samlever og som stiftets biskop. Det kan godt være, at jeg til tider virkede noget snobbet, men jeg indrømmer, at jeg faktisk nød at have denne magtfulde mand ved min side.

Stygge og jeg boede sammen, i det jeg vil kalde et lykkeligt forhold, i 16 år. Og hvis ikke den magtsyge konge, Christian 3., i 1536 havde sendt sine soldater herop for at arrestere ham, så tror jeg, at vi havde levet lykkeligt sammen til vore dages ende, som man siger. Min drøm var selvfølgelig, at Stygge i sit fangenskab ville afsværge sin katolske tro, for så havde kongen løsladt ham igen. Men det ville Stygge ikke, så han sad i fængslet i 6 år. På den ene side forstår jeg ham ikke, men på den anden side må man vel have respekt for en mand, der sætter sin Gud over nogen anden.

Jeg blev senere gift med en rar adelsmand ved navn Erik Mortensen, men vi fik heller ikke nogen børn, som kunne fortælle min historie til eftertiden. Det er derfor, jeg nu skriver det her ned til dig, så du kan fortælle min historie til alle dem du kender. Hvis du gerne vil se hvordan, jeg så ud, da jeg var ”ung og smuk”, så tag en tur til Sæby kirke. Det er mig der har siddet model til billedet af Jomfru Maria på Altertavlen, og jeg synes faktisk det ligner meget godt.

De bedste hilsner fra Elsebeth