Tornby Kirke



Nejstgårdvej 1, Tornby, 9850 Hirtshals

Hvis man daterer kirken ud fra den runeindskrift, der er fundet i koret, er den opført omkring 1200. Tårnet er formentlig først bygget til en gang i 1500-tallet. De tre vinduer i skibets sydside er ikke oprindelige, men har erstattet to mindre vinduer. Apsis har haft tre vinduer, der nu er muret til. Det er en af de få af egnens kirker med apsis.

Runeindskriften, der kom til syne

 Under en restaurering af kirken i 1908 fik man en overraskelse, da der kom en runeindskrift til syne. Den fra tiden omkring år 1200, da Torsten

Brede ridsede i den våde kalkpuds med sin kniv. Tolkningerne af runeindskriften findes i den "pæne" og den mere "romantiske" version.

Runologen Erik Moltkes tydning: "Torsten Brede ristede disse runer i pinse ....han havde megen gammen af tonerne om morgenen der."

Runolog, Lis Jacobsen, kom derimod med en mere romantisk fortolkning, nemlig: "Torsten Brede ristede disse runer i pinsen ....han havde megen gammen af Johanne om morgenen der."

Spørgsmålet er altså, om det var tonerne eller Johanne, Torsten Brede havde glæde af den pågældende morgen.

Altertavlen

 Kirkens altertavle er et smukt træskærerarbejde fra sidst i 1400-tallet.

I midten er tavlen opdelt i seks felter. I de øverste felter står Skt. Anna med Maria og Jesusbarnet (tv.), Gud Fader på tronen med den lidende Kristus i skødet (mf.)og Skt. Catharinæ (th.). De nederste tre felter viser Skt. Olaf, der står sejrssikkert med fødderne ovenpå hedenskabets drage (tv.), de hellige trekonger, der tilbeder Jesusbarnet i stalden (mf.)og bispehelgenen Sankt. Nikolaus, som senere bliver opfattet som julemanden (th.).

På sidetavlerne ses de tolv apostle.

 


  


  


Stygge Krumpen er et lokalt udviklingsprojekt i Vendsyssel, der siden 2008 har arbejdet på at skabe et historisk inspireret fortælle-univers omkring de bevarede Stygge Krumpen fakta. Universet er unikt for Vendsyssel - og hensigten er, at alle med interesse i at skabe vækst, oplevelser og forretning, kan være med til at folde universet ud. I 2011 bliver Stygge Krumpen anvendt som fortælling i årets TV-julekalender på TV2.

Krumpen.dk - post@krumpen.dk